Termografering

Termografering

Termografi er en varmeteknisk målemetode af huse, som viser overfladetemperaturen på huset med farver. Farverne kan afsløre, hvor varmen slipper ud af huset. Undersøgelsen kan dermed give et billede af, hvor varmen går til spilde i din bolig.

Undersøgelsen foregår ved brug af et avanceret infrarødt kamera, som er temperaturfølsomt, og hvor kameraet registrerer infrarød stråling. Her afslører kameraet temperaturen på husets overflader. Der, hvor overfladen er koldest, er farven grøn eller blå, og der, hvor den er varmest, er farven rød eller gul.

Ved at benytte en termografisk måling kan du fjerne tvivlen om, hvorvidt der er varmetab eller ej. Det gør, at du kan spare mange håndværkertimer, da den termografiske måling kan indsnævre problemstillingerne og være med til at kortlægge de udbedringer, dit hus kræver.

Termografering er en nemmere metode til at finde de kuldebroer, den manglende isolering eller de utætheder der kan findes i din bolig. Men det kræver erfaring at tolke billederne fra termograferingen.